Sweet spot

Når man er så lystbetonet et menneske, handler det om lige at ramme det der sweet spot, hvor man har lyst til at skrive sine tanker ned. Øjeblikket hvor det kribler i fingrene, og hjernen vender ord og støber sætninger. Hvis man venter, forsvinder lysten og så tænker man “Jeg gør det sgu bare i morgen, ikke?”

Jeg har ikke ramt det sweet spot i dag. Eller de sidste to måneder, for den sags skyld. Jeg gør det sgu da bare i morgen, ikke? 

Reklamer

Agurketid

Velkommen til et sindssygt ligegyldigt indlæg. Jeg har mere på hjerte end det, men det er agurketid og alt hvad jeg skriver lyder bare ikke lige så nice og fedt på papiret, som det gør i mit hovede. På den anden side, så synes jeg heller ikke at der er ret mange andre blogs, der skriver noget nice og fedt, så på den måde er vi alle sammen dejligt middelmådige. 

 Jeg har altid troet, at jeg var et die hard sommer-menneske. Jeg gik bare ud fra, at hvis man var glad for rosé, is og bare ben, så var man per automatik fan af sommeren. Men når jeg tænker efter, så synes jeg måske nok at det er den mest rædselsfulde årstid vi har.
Det er som om, at det er uacceptabelt at sidde indenfor så snart temperaturen sniger sig op over 18 grader, og det er ret uforeneligt med mit naturlige habitat. Jeg ved ikke om det er den der konstante angst for at efterlade et perfekt, svedigt aftryk af min røv hver gang jeg rejser mig fra en stol eller en bænk, der får mig til at hade sommeren. Måske er det min gennemsigtige hud, der formentlig skyldes fornævnte naturlige habitat, som på en eller anden måde bliver knaldrød efter 10 minutter i solen, for derefter at vende tilbage til kridhvid et par timer efter. Det kan også være de påtvungne strandture, hvor man sidder mut bag solbrillerne og tjekker alle de andre piger på stranden ud, for at vurdere om man ser bedre eller værre ud end dem (jo, man gør). 

Jeg ved det ikke. Men indtil videre, så sidder jeg altså indenfor og bliver blegere dag for dag. 

 

Pelle-Emilie

Der ligger en crossaint i mit køkken. Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at den bliver liggende derude, så jeg skal rejse mig op og gå ud i køkkenet hver gang jeg vil have en bid af den. Her får jeg virkelig flexet et par pelikan-skills, når jeg skamfuldt bevæger ud fra køkkenet, mens jeg er ved at blive kvalt i den gigantiske bid croissant jeg har i munden. Små slag, ikke? 

Say my name, say my name

I dag så jeg i min newsfeed, at en af mine facebook-bekendte havde født en pige. Den nyfødte pige delte navn med mig. At forældrene har browset baby-navne og er kommet i tanke om mit, og så har tænkt “Kender vi nogen, der er så irriterende at vi ikke kan navngive vores datter det her?” Og så er nået frem til et nej, gør mig underligt stolt. Det føles som min hidtil bedste bedrift i 2017. 

Det kan selvfølgelig også bare være, at moren ikke kan huske mig og at jeg er sagen fuldstændig uvedkomne, men man er nødt til at se alting fra de positive vinkler. Det gør jeg altid. Bare se på mit blog-navn. 

Wednesday night, baby

Er det muligt, at have en blog hvor man beskriver alle de titusinder af rædselsfulde aspekter af livet, uden at lyde som en der har set for meget Girls, og som en der oser af klassisk midttyver-ansvarsfraskrivelse og desperat hunger efter validering?

Jeg tror det ikke. Men bare rolig, vi synes også selv vi er irriterende at høre på.
Så når jeg fortæller at jeg i dag har grædt ned i min aftensmad, sammenlagt har været ude af min seng i 30 minutter og klarede alkoholfri-maj i lige nøjagtig 9 dage, så gør jeg det på sådan en “cool” og “quirky” måde, som viser at jeg har nok selvindsigt til at se, at jeg lyder som en kliché.

giphy

 

Den sociale sutteklud

Jeg ville ønske, at årsagen til at jeg ikke har været aktiv herinde, er at jeg har haft travlt med en masse spændende projekter. Det er det ikke. Meget af min vågne tid bliver brugt på at have dårlig samvittighed over alt det jeg ikke får udrettet. De livstrættes paradoks, om du vil.

Måske er det min tømmermænds-blues der tilrettelægger dagens tankestrøm, men jeg vil forsøge at gøre maj måned til en ædru måned. Jeg håber det kan lade sig gøre, men lad mig lige slå fast med syvtommersøm: Jeg. elsker. alkohol.
Alkohol er min sociale sutteklud, og jeg tror ikke jeg overdriver når jeg siger at jeg skylder alle mine venskaber til alkohol. Med alkohol får jeg opfyldt min sociale kvote, uden at skulle sidde på café og drikke røvsyge smoothies i dagstimerne. Der er få ting i livet som jeg elsker mere end et snusket værtshus, kolde øl og kæde-rygning. Men jeg elsker ikke rigtigt den der bekymringsrynke, der bliver dybere og dybere for hver druk-tur. Rynken der opstår, når man genspiller gårsdagens scenarier og græmmer sig. Måske havde det været fedt nok, hvis jeg ikke var danset ind i midten af fem pigers danse-cirkel, når jeg ikke kender dem, ikke kan danse og helt klart ikke var velkommen. Måske havde det også været fedt nok, hvis jeg ikke havde ødelagt skærmen på min iPad, fordi jeg insisterede på at forsøge at se RuPaul’s Drag Race, da jeg kom hjem fra byen.

Måske ville det også være fedt nok, hvis det viser sig at ædru sammenkomster ikke er så vanvittigt kedelige.

alaska.gif

Kampdag

Jeg er så vanvittigt træt af ligestillingsdebatten i Danmark.

I kølvandet af Kvindernes internationale kampdag, har jeg gjort mig nogle tanker omkring feminismen. Det er et ord der altid har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Dels fordi jeg associerer det med Sanne Søndergaard, Emma Holten, Nikita Klæstrup og alle de andre pinlige typer jeg deler køn med, og dels fordi ordets klang lyder skørt i mine øre. “Feminisme”… Det lyder lidt som noget der er i kvindernes favør, ikke? Ikke som noget der skal skabe ligestilling mellem kønnene.

Den Danske feminist er snæversynet, hysterisk og usaglig.
Globalt set er kvinderettigheder og ligestilling i den grad noget vi bør have fokus på og kæmpe for, men sgu da ikke i Danmark. Hvis du får en hel kampdag tildelt og du vælger at bruge den på at brokke dig over, at disney-prinsesser skaber et forkert billede af virkeligheden, at mænd ikke må holde døren for dig, at du kun er en rigtig feminist hvis du tør twerke og vise dine bryster og at du ikke er en rigtig feminist hvis du twerker og viser dine bryster, så fortjener du slet og ret ikke en kampdag.

Med den her type feminister, så får vi en kommende generation af undertrykte drenge og mænd, fordi deres mødre har haft fokus på at kvinder er cheferne og at girls run the world. Med facebook coverbilleder af kvinder der står med mænd i snor, med teksten “boss lady”, så signalerer du, at du er mere værd end manden og så er du virkelig ikke bedre end de mænd der i tidernes morgen ikke tillod kvinder at have stemmeret.

Hvis der er noget for kvinderne at kæmpe for i Danmark, så bliver det konsekvent altid grebet forkert an. Ting som “Kvindekvoter” og den interne debat mellem feministerne omkring hvornår man er en rigtig feminist, gør intet godt, men får i stedet kvinder til at fremstå som det svage køn, der altid skal særbehandles og som altid er ude på en god bitchfight. Selvfølgelig skal vi have ligeløn og samme rettigheder, men vi skal aldrig være ens. Mænd har styrker som kvinder ikke har, og omvendt. Og man behøver sgu ikke at kalde sig feminist, for at gå ind for at alle er lige meget værd.

Jeg er fuldstændig ligeglad med om du er mand eller kvinde, jeg hader nemlig alle.

girls

 

Selvindsigt

I løbet af de sidste dage har jeg hørt sætningen “bare følg din mavefornemmelse” mange gange. Det har jeg formentlig, fordi jeg står og skal beslutte mig for om jeg skal forsøge at skifte studie.

Hver gang jeg hører sætningen siger jeg “Ja, du/I har ret”, men jeg aner vitterligt ikke hvad min mavefornemmelse er. Jeg tror jeg har mistet min mavefornemmelse. Ikke kun i dette, men i alle aspekter. Sætter jeg mig ned og mærker efter, så føles det som om at jeg kun kan høre hundrede fårekyllinger i mit hoved.

Apropos fårekyllinger i hovedet, så har jeg lige hørt Paradise-Caroline sige at hun er decideret lykkelig over at blive valgt som “Prom Queen” på Paradise Hotel. Sætter vi ikke barren lidt lavt, no?

 

Homer-Simpson-monkey-mind.gif

Ovenstående GIF er i øvrigt henvendt til både mig og Caroline.

Evigt liv

For lidt tid siden havnede jeg midt i en samtale om evigt liv. Det lyder måske fjollet, men jeg tror at med den teknologiske udvikling, så er det snart noget som mennesker skal tage stilling til. Måske ikke nulevende, men kommende generationer.

I samtalen var der delte meninger omkring hvor attraktivt evigt liv er. Jeg synes, at det vil være rædselsfuldt at leve for evigt. Ikke nødvendigvis fordi jeg har lyst til at dø, men fordi jeg finder en ro og tryghed i at det en dag skal være ovre. Hvis jeg skulle leve for evigt, så ville jeg for alvor begynde at mangle grunden til at stå ud af sengen om morgenen. Hvorfor skal jeg tage opvasken? Hvorfor skal jeg skynde mig at tage en uddannelse? Der ville være noget angstprovokerende i at vide at jeg skal leve det her liv for evigt. Nu aner vi jo ikke hvad der sker efter vi dør, men jeg kan blive bange for at der måske er et liv efter døden. For vil det så sige, at vi bliver sat på jorden, slider os ned på et hektisk arbejdsmarked, får børn der vokser op og kæmper med de samme dilemmaer og problemer som alle andre, efterlader en planet i dårligere stand end da vi kom hertil, for så til sidst at finde fred og dø… og så starte forfra igen? Med dén tanke, så synes jeg at livet begynder at føles som et fængsel.

Men det er selvfølgelig bare pessimistiske tanker og jeg er altså ikke helt så ulykkelig som jeg giver udtryk for her. Så fik jeg også lige skudt min torsdag igang med et komplekst og langt ude emne.